Boligkøb i Grejsdalen, Vejle


Vi er en lille familie på fire. Far Jesper, mor Anna og to små børn – og vi har lige købt vores første hus takket være Charlotte. Ingen af os kendte noget til det at skulle købe eller eje vores første bolig, da vi altid har boet til leje. Godt nok er far Jesper dansk, men vi har boet i udlandet de sidste 15 år og først for nylig vendt hjem, så vi kendte heller ikke noget til det danske marked, lovgivning eller købsprocessen i det hele taget.

Vi tog derfor kontakt til Charlotte som køberrådgiver. I første omgang fordi vi gerne vil have hendes hjælp til at forhandle en fair pris for os. Hvad vi ikke vidste var, at Charlotte kunne hjælpe os med meget mere end blot prisforhandling. Hun hjalp med stort set alt ved huskøbet via hendes netværk. Sammen med hende drøftede vi økonomi, og især faldgruber/konsekvenser ved boligen, som vi intet vidste om, fx brændeovn, fælles kloakering, husets indretning og så videre. Charlotte fik også fat på en håndværker, der kunne gennemfå huset for os fra top til bund og påpege fejl og mangler, der ikke var nævnt i tilstandsrapporten, som gav os en ekstra sikkerhed for, at vi ikke købte ‘katten i sækken’.

Charlotte havde ligeledes en advokat klar til os, der stod for den fulde gennemgang og endelige godkendelse af købsaftalen. Hun var rigtig skarp, ihærdig og meget grundigt forberedt, og vi oplevede at vi fik meget mere, end vi havde betalt for. Vi vidste ikke, at der eksisterede sådan en form for ‘totalløsning’ til os som boligkøbere, så dt var en kærkommen overraskelse at Charlotte kunne hjælpe med så meget, da vi ellers ikke havde nogen idé om, hvad vi skulle være opmærksomme på, som kunne blive et senere problem for os.

Ud over håndværker og advokat bragte Charlotte også en god portion realitetssans ind i vores boligdrømme, og det var rigtig godt for os at have hende ved vores side i vores boligjagt. Vi er meget følelsesorienterede, og vi var fx meget forelskede i et hus – lige indtil Charlotte fortalte os, at økonomien i de ændringer, som vi ellers ville lave i boligen aldrig ville kunne hænge sammen med en forventet senere salgspris. Med Charlottes tilgang til boligkøb, gik det op for os, at vi også altid skal overveje et senere gensalg, så vi droppede dette hus, og har nu købt vores drømmehus, hvor Charlotte har forhandlet et rigtig godt afslag af prisen, men hvor vi også kender vores boligøkonomi nu og i årene fremover.

Vi var især benovet over, at Charlotte, under fremvisningen af huset, spurgte om mange praktiske ting ved huset til mægleren, som vi aldrig ville have været nysgerrige på eller spurgt om. Vi fik en masse relevant og praktisk viden fra både sælger og sælgers mægler, som vi var gået glip af, hvis vi ikke havde haft hende med på fremvisningen.

Vi følte os hele tiden trygge i processen, og Charlotte holdt os hele tiden orienteret om, hvad der skete, og hvad der skulle ske i næste step. Når vi stødte på udfordringer, drøftede vi mulige udveje, og fik råd og vejledning til at tage alle vores beslutninger. Vi følte hele tiden, at Charlotte var på vores side, og samtidig hele tiden et par skridt foran for at bane vejen for et godt huskøb. Hun vidste hele tiden, hvad der ville ske, så vi var hele tiden forberedt på sælgers spil. Det er virkelig en fordel, at hun selv har været sælgers ejendomsmægler, så hun kender forhandlingen fra begge sider af forhandlingsbordet. Vi følte os derfor ikke pressede til at tage beslutninger for hurtigt, selv om det er hektisk under en forhandling. Vi var hele tiden med under processen. Selv når vi følte, at der ikke skete noget, var hun klar til at hjælpe og forklare hvad årsagen kunne være. Det fik os til at føle os et skridt foran, så intet af sælgers modspil kom som en overraskelse for os. Det var en rigtig fed fornemmelse, både at have Charlotte med os, og hele tiden føle os forberedte på forskellige udfald i forhandlingen

Hvis vi skal sætte tillægsord på Charlotte, er det: Ærlig, praktisk, positiv, nysgerrig/udforske, analytisk og effektiv. Charlotte gik ’all in’ for os, og hjalp os i en lang og svær beslutningsproces. Vi kunne hele tiden få fat på hende, og vi havde stor tillid til hendes spørgsmål og råd

Vi skal først overtage vores hus den 1. oktober, og vi glæder os! Især fordi vi har har ingen bekymringer, hverken emotionelt, økonomisk eller for faldgruber. Vi blev anbefalet at tage kontakt til Charlotte af vores venner, som også var førstegangs købere, og de oplevede også Charlotte som ’en af de bedste’. Og vi er helt enige. Hvis du som os er førstegangs køber, kan vi derfor klart anbefale at tage fat i Charlotte – det var en ren 10-ud-af-10-oplevelse for os.

Anna og Jesper

Skriv til os

60 57 27 99